Formel 1 2016 var 2016-sæsonen af verdensmesterskabet i Formel 1. Det var 67. gang mesterskaberne blev afholdt. Sæsonen bestod af 21 grand prixer, og var den længste løbsserie i Formel 1's historie. Der var 11 deltagende konstruktører, og 22 kørere, der begyndte sæsonen 20. marts på Albert Park i Melbourne, og sluttede den 27. november på Yas Marina Circuit i Abu Dhabi. Mesterskabet blev vundet af Nico Rosberg fra Mercedes, der også vandt konstruktørmesterskabet. For første gang nogensinde skulle der køres Formel 1 i Aserbajdsjan, da der skulle køres på gadebanen Baku City Circuit i Baku. Desuden vendte Tyskland og Hockenheimring tilbage til kalenderen, efter aflysningen på Nürburgring sidste sæson på grund af dårlig økonomi. I forhold til 2015 blev feltet udvidet med to biler, da amerikanske Haas F1 Team fik debut i Formel 1. Desuden vendte franske Renault F1 tilbage som rent fabrikshold og konstruktør, da de købte Lotus-teamet, efter at Renault i flere år havde leveret motorer til andre teams. Serien administreres af Formula One Group, og har Fédération Internationale de l'Automobile som øverste myndighed, Det er den største løbsserie for formelbiler.
Developed by StudentB